Hver ting har sin tid
alting skifter på kloden
en nat har tolv timer
og så bli'r det dag
og så bli'r det dag!
[Bertolt Brecht]
Jeg har ikke skrevet på denne blog i lang tid. Det skyldes flere ting. Først og fremmest, at jeg er kommet i arbejde. Det skyldes også, at det faktisk også kræver noget at komme i arbejde. Det faktum, ar reformerne har betydet stor ulykke for mange mennesker, nødvendiggør en fortsat kamp. Derfor vil jeg fortsætte med denne blog.
Jeg er kommet i arbejde. Jeg har været så heldig at få et job med det, jeg allerhelst vil arbejde med. Tilmed inden regeringen kom igennem med sine skændige reformer på førtidspensions- og fleksjobområdet. Det er en meget stor glæde for mig. Det betyder ubeskriveligt meget.
Reformerne har betydet stor ulykke for mange mennesker, der ikke har haft det svineheld, som jeg har - og godt vil vedkende mig. Det vil være mig inderligt imod at stille op som endnu et manipulerende bevis på, at det jo godt kan lade sig gøre at finde et fleksjob, når man bare udviser initiativrigdom nok. Gu' ka' det ej. Det er i mit tilfælde en kombination af før omtalte svineheld, et godt netværk, det rette job, den rette tid og det rigtige sted.
Det er uhyre sjældent, at disse faktorer spiller så godt sammen, som det gjorde i mit tilfælde. Derfor vil det være en hån mod alle, det ikke lykkes at komme i et fleksjob at bruge en historie som min til en grov og forsimplet pophistorie om, at 'det jo godt kan lade sig gøre!'
For hver historie, der minder om min, er der 5-6.000 tragedier, der beviser det modsatte. Magthaverne har et naturligt behov for at gengive og sætte fokus på 'den gode historie' og fjerne fokus fra den svigagtige virkelighed. Godt fulgt på vej af en presse, der så ganske bestemt har besluttet sig for kun at gøre sig selv til en kluntet og ukritisk aktør i denne moderne udgave af "Kejserens (nærmest kejserindens) nye klæ'r".
Forestil dig beskæftigelsesministeren skridende fremad, godt skærmet mod verdens skær, af fire tro embedsmænd. Selv har ministeren næsen i sky og ej lydhør for den ledige fleksjobber blandt den dybt bukkende hob af ultraliberale rygklappere, der spontant udbryder: "Men hun har jo ingen fleksjob at byde på!" Eneste synlige tegn på, at budskabet er nået frem, skues i lidt nervøse trækninger hos embedsværket, der ikke håber, at den utilbørlige bemærkning er nået kejserindens sarte ører.
Det kræver noget at arbejde
Det kræver faktisk en del at komme i arbejde. Det er jo ikke urimeligt. Det er et grundlæggende vilkår ved det at arbejde. Også selv om der er tale om et fleksjob. Faktisk ligger det i selve det, vi jo nu er nødt til at kalde den 'gamle ordning', at der jo er tale om en kompensation. Derfor er det ganske rimeligt og helt fair, at jeg er lige så træt efter at have ydet mine 15 timers ugentlige arbejde, som når andre har arbejdet 37 timer. Var jeg ikke det, ville jeg være 'overkompenseret'. Det er jo ikke meningen.
Det er heller ikke tilfældet. Jeg er satans træt, når arbejdsdagen er forbi. Som for alle andre kræver det naturligvis i begyndelsen særligt meget, for der er mange nye indtryk og mange nye mennesker omkring mig, som jeg skal lære at kende. Der er helt nye stofområder med egne udtryk, sproglige faldgruber og ny paratviden, der skal på plads.
Det har ikke alene konsekvenser for mit skriveri på denne blog. Det har - ihvertfald i en periode - betydet, at jeg har været nødt til at nedprioritere mange andre aktiviteter. Det ender nok med, at nogle aktiviteter må skæres bort. Hvad og hvordan må tiden vise.
Det går videre
Det faktum, ar reformerne har betydet stor ulykke for mange mennesker, nødvendiggør en fortsat kamp. Derfor vil jeg fortsætte med denne blog. En erkendelse for mig er nemlig også, at alt ikke er gjort med at komme i arbejde. Der er behov for fortsat kamp. Ikke mindst for at sikre fleksjobordningen. Også for at skabe forbedringer, så ordningen kan blive det kompenserende redskab, som den først var tænkt som.
Som det ser ud lige nu vil fleksjobordningen ganske langsomt dø ud.
For os, der er på den gamle ordning ved, at vi på et tidspunkt må opgive at arbejde enten på grund af alder eller på grund af at vi ikke kan klare arbejdet mere.
For de, der er på den nye ordning, fordi tilgangen vil falde gevaldigt, fordi kravet fremover vil være, at mennesker med handicap i stadig stigende grad vil være henvist til at kæmpe om deltidsjob på lige fod med andre. Det bliver en katastrofe for mange mennesker med handicap... for "...hun har jo ingen fleksjob at byde på!"
